Fakta om HPV virus
Hvad er HPV?
HPV (Human Papillomavirus) er den hyppigste seksuelt overførte
sygdom i verden.
Der findes over 100 forskellige slags HPV-virus. Alt efter type
kan HPV medføre hudvorter, kønsvorter eller celleforandringer som
bl.a. kan forårsage livmoderhalskræft.
Udover livsmoderkræft kan HPV også forårsage kræft i de ydre
kønsdele, skede, penis, endetarm, mandler og svælg.
Hvilke typer HPV findes der?
HPV inddeles i lav- og højrisikotyper. Lavrisikotyper er dem,
som giver hudvorter og kondylomer / kønsvorter, mens
højrisikotyperne er dem, som kan give kræft. Der findes ca. 30-40
HPV - vira som kan inficere kønsorganerne, heraf er der 15-20 typer
vira som er farlige. Type 6 og 11 er skyld i ca. 90% af alle
kondylomer, mens type 16 og 18 er de farlige typer, som antages at
være skyld i ca. 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft.
HPV - vaccinen Gardasil beskytter netop mod de 4 omtalte
typer.
Hvor mange får HPV?
Man mener, at op mod 80% af alle kvinder i Danmark vil få en HPV
infektion på kønsdelene i løbet af deres liv. Risikoen er størst
for personer, der er seksuelt aktive og som ser nye og flere
partnere. Unge har derfor typisk størst risiko for at få HPV. Man
antager af ca. 20 % af alle seksuelt aktive unge er smittet på et
givet tidspunkt. Et dansk studium har vist at godt 10 % af alle
danske kvinder i alderen 18-45 år har eller har haft
kondylomer.
Smitte
HPV på kønsdelene smitter ved seksuel kontakt. Herudover kan
virus smitte fra mor til barn når barnet ved fødslen passerer
gennem fødselskanalen. Kondom beskytter mod HPV, der hvor det
dækker hud og slimhinder. Man er altså ikke beskyttet 100% mod HPV,
selvom man bruger kondom, da HPV kan sidde mange andre steder på
kønsdelene.
Symptomer
Infektion med HPV giver langt fra altid symptomer. Man kan
derfor sagtens være smittet med HPV uden selv at vide det.
Infektionen forsvinder ofte af sig selv efter 8 - 12 måneder. Dette
gør det svært at hindre smittespredning. Nogle typer af HPV på
kønsdelene giver kønsvorter. Kønsvorterne udvikler sig typisk få
uger eller måneder efter smitte, men kan også i nogle tilfælde
udvikle sig år efter, at man er blevet smittet. Det samme kan ske
med celleforandringer, som også spontant kan opstå år efter smitte
og seksuel aktivitet.
Behandling
Selve HPV infektionen findes der ingen behandling for. Typisk
behandler man følgevirkninger af en HPV infektion såsom
celleforandringer og kondylomer. Celleforandringerne vil man som
regel fjerne for på den måde at undgå spredning og udvikling af
livmoderhalskræft. Kondylomerne fjernes ligeledes for at undgå
smittespredning og ubehag.